Klarsyn: ”det hele smuldrer”
En side i dagbogen "Pårørende til en densramt"
Skrevet af IngerMarie 29. august 2011 05:13
Lørdag var jeg som sædvanlig hos min mand. Desværre var det en regnfuld dag, så vi fik ikke vores daglige spadseretur.
Kaj er inde i en god periode, har i flere måneder været glad, leende, fnisende, hjælpsom over for beboerne som bliver mødt med smil og klap på kinden, og der spares ikke på knus og kram til personalet.
Ved 17-tiden skulle han på toilettet – en normal foreteelse omkring dette tidspunkt. Da han entrede stuen igen var det med et ”Tys – de kan høre os”, også noget der ofte sker ved dette tidspunkt – han mister forståelsen for, hvor han er, og bliver bange og lyttende – en slags delir. Jeg fik ham overtalt til at sætte sig i sofaen ved siden af mig, og jeg talte til ham som jeg plejer at gøre.
Pludselig brød han sammen, hulkede helt nede fra maven. Jeg forsøgte at berolige ham, talte til ham, holdt om ham, aede ham, men gråden kunne ikke stoppe. Forsøgte at finde ud af, hvad der dog foregik inde i ham, og pludselig lød det; ”Det hele smuldrer!” Jeg forsøgte at anerkende denne følelse ”det er i orden at være ked af det!”
Gråden ville ingen ende tage, og da jeg på et tidspunkt skulle på toilettet gik han efter mig, turde ikke være alene. Jeg fik ham til at lægge sig på sengen, lagde mig ved siden af ham og holdt om ham, og han knugede sig ind til mig. Efterhånden stilnede gråden af; han faldt til ro og i søvn, hvilket var mit formål med at få ham ned at ligge; håbede at han efter en lur havde fortrængt dette pludselige klarsyn.
Det har efterfølgende givet mig mange tanker: Er det blot i et sådant splitsekund, at indsigten og forståelsen af den forfærdelige sygdom, der tager kontrollen fra et menneske, pludselig står klart - eller ligger det konstant og lurer: jeg kan ikke selv styre mit liv, jeg er i den grad afhængig af hjælp og støtte fra andre.
En barsk oplevelse, som giver noget at tænke over. Det var især hårdt, fordi Kaj i de sidste måneder har været rigtig glad, og det er en utrolig lettelse at opleve det. Et er at man ikke længere er herre over sit eget liv og afhængig af andre, men har man en glæde ved sit liv, er sygdommen acceptabel på et eller andet plan.
Jeg kontaktede personalet, da jeg kom hjem, og Kaj havde det åbenbart godt igen. Og i dag blev jeg også modtaget med en fnisende latter!
Hvorfor mon dette pludselige klarsyn?