I dag, for et år siden
En side i dagbogen "Det her forstår jeg ikke."
Skrevet af GH 29. september 2011 01:14
Det er underligt, jeg husker det så tydeligt.
Den sidste dag, den sidste telefonopringning min mand foretog sig, en stille dag, hvor vi var alene sammen, hele dagen. Vi kunne stadigvæk snakke lidt sammen, ikke om de store ting. Han var svag, meget svag og træt, men vi havde en rar dag.
I morgen, altså den dato vi har nu, var han urolig om morgenen. Han fik lidt beroligende, han faldt i søvn og vågnede ikke mere.
Jeg kørte hjem for at hente tøj til ham, det tøj han skulle have på i kisten. Jeg skulle også have printet noder ud til organisten. Dem afleverede jeg til præsten,jeg havde ikke tid til, at finde organistens adresse. Det var vigtigt, at organisten og trompetisten fik tid til at tale sammen inden bisættelsen. Noderne var sendt til mig pr. e-mail.
Da jeg kom tilbage til min mand, sov han en dyb, dyb søvn. Lægen forklarede, at nu var det et medicinsk spørgsmål, og det var vigtigt, at vi havde den lange afsked. Han sagde også, at jeg skulle ringe til vores børn.
Min mand sov godt og vel et helt døgn mere inden han døde den 30. sept.
Det er så underligt, at selvom jeg har mange gøremål, så er mine tanker hele tiden omkring det der skete for et år siden.
Jeg har haft så travlt i det år der er gået. Mange ting var ikke nået at blive ordnet, specielt hus og have. Det er der ved at være styr på. Jeg er blevet færdig med at male huset udvendigt. Det har taget knap to måneder. Det er en stor lettelse, at jeg nåede det inden efteråret for alvor sætter ind.
Der er stadigvæk meget rod i garagen.
Min mand elskede kaktus, jeg bryder mig ikke om dem. Hver gang jeg ville smide dem ud, græd jeg, det føltes som smed jeg hans sjæl ud. Jeg kunne ikke. Så de blev båret ind fra drivhuset og overvintrede i garagen. Tro det eller lad være, men de er vokset sig temmelig store allesammen. Så nu må jeg hellere lade dem være. De har blomstret og en af dem med rigtig store blomster, står med knopper.
Sidste år, var dagene ligeså varme og dejlige som i år. Det varede til 9. okt. den dag vi bisatte min mand. Det var et usædvanligt smukt efterårsvejr. Solen skinnede og vi havde ikke brug for overtøj. Godt en uges tid efter kom vinteren med sne og frost. Det var så koldt, så koldt, da vi satte gravstenen på plads.
Det er lidt underligt, at det hele står så tydeligt i erindringen.