|
Kære GH Jeg tænker, kan din svigermor undvære sin medicin, ville hun have det , som hun nu har det, hvis hun fik det?
Du skriver jo jeres egen sygeplejerske siger, det meste kan fås i flydende form!!
Jeg har svært ved at tro, at man må undlade at give lægeordineret medicin.
Det er da udtryk for sløseri og ligegyldighed, at blive ved med at bestille, bare for at smide væk, det har da ingen mening.
Måske er det for, at det ikke skal opdages, at hun ikke får det?
Jeg ville hurtigst muligt kontakte hendes praktiserende læge, og fortælle det til ham.
Nej- du har ingen fuldmagt, men du er jo et godt menneske, som også kærer dig om din svigermor, trods den svære situation du i forvejen står midt i.
Mange kærlige tanker og hilsner til dig.E.NIELSEN
Skrevet af
ENIELSEN,
21. august 2010 17:17
|
|
Jeg tror på, at det har været svært om ikke umuligt, at give min svigermor medicin.
Men når jeg nu ved, at det meste kan gives på flere forskellige måder, så kan det ikke accepteres, at det ikke er forsøgt.
Så er der endelig også en økonomisk side af det, som jeg heller ikke synes om.
Jeg kiggede medicinen efter, og der er flere ting jeg synes kræver et svar.
Noget medicin skal gives som en hel tablet, altså ikke knuses.
Jeg har set i doseringpakningerne hvordan de har gjort.
De knuser tabletterne før de tages ud af doseringspakken, så har de formentlig givet hende det på denne måde i nogen tid.
Noget af hendes medicin er livsvigtig, bl.a. eltroxin, for stofskiftet, der er også noget for hjertet, som jeg ikke har haft tid til at slå op endnu. (Men det drejer sig ikke om hjertemagnyl eller tilsvarende præparat).
Disse to præparater kan ikke undværes, men man kan diskutere nødvendigheden af medicinen på nuværende.
Hun har også fået noget der beroliger hende. Hun havde megen angst o.s.v. Så man valgte på et tidspunkt at give hende noget for det, men det ville samtidig sløve hende.
Det der vækker min harme er, at man tilsyneladende bare er fortsat med at bestille medicin, hvis man skønner fra lægens side, at det på nuværende ikke tjener noget formål.
Sådan ville vi ikke selv gøre.
Og hvorfor bliver det gemt væk ovenpå køkkenskabet?
De kunne jo efterlade det, så alle kunne se, at hun ikke har fået det.
Det er det jeg synes er noget underligt noget.
Hvorfor svarer de ikke på mit spørgsmål som jeg skrev til dem?
Alt sådan noget gør mig desværre mistænksom, fordi vi har haft mange oplevelser af svigt overfor min svigermor.
Jeg havde tænkt mig, at ringe til hendes læge på mandag, og jeg har også overvejet at køre ud på hjemmeplejens kontor. Jeg ved hvornår de holder frokostpause. Her ville jeg vise sygeplejersken alt det medicin min svigermor har købt og betalt, men ikke fået.
Det er hende der har bestilt det. Det er til al held, den samme sygeplejerske der har gjort det gennem de år, hvor vi har været involveret i svigermors ve og vel.
Det er sløseri og ligegyldighed.
Jeg kan ikke se det på anden måde.
Nu er min svigermor så dårlig, at jeg håber på hun snart må lukke sine øjne. Hun har ikke manglet noget, og måske også derfor vi ikke har opdaget det. Hun har ikke manglet penge til medicin, og det går automatisk over betalingsservice.
Men jeg studsede over en regning jeg ikke kunne forstå, og spurgte på apoteket. Hun betaler 87,00 kr. om måneden for at det pakkedoseres på andet apotek, derefter 45,00 kr. for udbringningen.
Alternativet er, at de skulle gøre som her hos os. Der kommer en sygeplejerske og doserer en gang om ugen. Hvis medicin ændres, kommer hun med det samme og tilretter indholdet.
Jeg føler det lidt som om man er ligeglad med sådan en gammel dement kone, som min svigermor er.
Det skal nævnes, at vi bor i samme kommune, men ikke i samme plejeområde.
Opdagelsen af de to slags nødkald huer mig heller ikke, men er måske en nødvendighed. Det der bekymrer mig er, at man på forhånd måske er orienteret om, at nogle personer blot har behov for at snakke med nogen, og så hører man ikke rigtig efter, hvis personen faktisk har brug for hjælp nu og her. Det er også sket for min svigermor, hvor hun havde et hjerteanfald og brugte sit nødkald. Her begyndte man at snakke med hende om, at det var ikke sjovt at være alene o.s.v.
Efter flere kald på nødkaldet, gik det op for dem, at hun virkelig havde et problem de skulle tage sig af.
Man sagde, at det havde været på "et hængende hår" og i sidste øjeblik.
Sådan noget er ikke godt nok.
GH
Skrevet af
GH,
21. august 2010 20:41
|