Nu er jeg kørt træt
En side i dagbogen "Det her forstår jeg ikke."
Skrevet af GH 18. august 2010 20:26
Nu er det sådan, at man helt åbent taler om, at min mand er ved at dø.
Det kan jeg jo godt se, og har set det de sidste fire fem uger. Men de sidste dage er det blevet værre.
Han sover meget, han er ekstrem langsom, kan næsten ikke tale. Alt er blevet helt anderledes.
Og hvad skal man så sige om den manglende hjælp?
Det er jo mægtig flot med borgerbogen der er udstyret med telefonnumre og akutnumre, der er bare ingen forbindelse til telefonerne.
Så er der et nummer man kun får udleveret, hvis man fra sygeplejen ved, at der kan opstå et helt akut problem.
Det nummer var det eneste der svarede igår, da jeg stod og havde brug for hjælp.
Bevar mig vel, ja, jeg er ikke faldet ned eller ud af min vrede over det endnu.
Jeg havde travlt, min mand var dødssyg og havde ikke fået sin medicin, smertemedicin er ekstremt vigtigt.
Så kan man bavle med sådan en finke der sidder i den anden ende af røret.
Jeg var nød til at være meget direktte overfor hende, og stillede hende spørgsmålet:
Kan du ikke bare sige om du vil hjælpe mig eller du ikke vil?
Jeg måtte køre fra min mand uden at vide om nogen indfandt sig hos ham.
Da jeg kom hjem, sad der en sygeplejerske, som jeg havde bedt om.
Damen der havde taget telefonen havde allerede fået en skideballe inden jeg var hjemme.
Det nummer jeg havde ringet på, var et nummer som er håndskrevet og kun givet til dem de ved, kan stå som jeg gjorde i går.
Det er da fint nok, at hun har fået en skideballe, men jeg har svært ved at få mit stressniveu ned. Jeg er så aldeles rasende over, at jeg i det hele taget skal udsættes for det.
I dag har jeg været så træt og vred. Det kniber, som sikkert for mange af jer herinde, at man får almindelig omgang med andre mennesker. Herhjemme vandrer mange ind og ud af døren, hjemmehjælpere og sygeplejersker, men de gør jo ikke rent efter sig, de optager vores tid med irriterende snak, de giver nemlig ikke sygepleje endnu. Vi har stadigvæk kun rengøring 50min. hv.14.dag og sygeplejersken doserer medisin i gang om ugen.
Sådan en finke som hende i går, hun kan få mig til at vende om på et brædt, hvor jeg risikerer at bede dem allesommen om at holde sig væk fra vores hjem.
Endnu er det ingen hjælp, kun snakkeri og ikke en snak der handler om det væsentlige.
Jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Nu skulle jeg til en psykolog, det var derfor jeg skulle køre i går. Jeg fik mange roser for min måde, at bede omtalte dame om, om hun ville hjælpe mig eller hun ikke ville.
Men jeg kan som sagt ikke rigtig falde til ro igen. Jeg er ytryg ved helle dette hjælpeapparat, som altså ikke hjælper med mindre man beder dem direkte om de vil eller ej.
En træt og udkørt GH