Lidt historie!
En side i dagbogen "Min elskede svigermor"
Skrevet af FruLange 27. juli 2010 04:18
Hvorfor endte jeg her?? Måske fordi jeg trænger til afløb, for mine fustrationer! Håb om hjælp og støtte i de sværre tider! og så er Cyberspace jo det oplagte rum!
Lidt historie:
Det hele startede for 1 år siden, der havde måske været nogle små hints, men tanken blev slået hen. Jeg sad og snakkede med min svigermor, som er i starten af 60´erne, over en kop kaffe i køkkenet, som så mange gange før. Den yngste nieces fødselsdag, jeg kunne ikke huske hendes fødselsdato og ville gerne ha den noteret ned, men en Farmor har jo altid styr på disse ting... troede jeg. "Det kan jeg da ikke huske, hey Carsten, hvornår har Nanna fødselsdag??" Da jeg kom hjem sad jeg og tænkte over situationen. Havde hun ikke forandret sig? Talte hun ikke ofte, om de samme ting? og hun havde da ikke altid, helt styr på børnebørnenes navne!!
Jeg er selv sundhedsfaglig uddannet og arbejder i primærsektoren, og arbejder dagligt med Demente mennesker og ofte i tæt samarbejde med de pårørende.
I december havde min mand og jeg inviteret til julefrokost, vi var ikke så mange, bare vores forældre og et sæt rigtig godt venner, det var fantastisk hyggeligt. Det var et fint dækket bord, med juledug, de fine tallerkner var taget i brug, Julebryggen var sat på køl og årets hjemmelavet juledram, var endelig færdig og klar til den første smagsprøve, mere perfekt kunne det ikke være.
Jeg vil lige indskyde her, at jeg har verdens dejligste og mest fantastiske svigerforældre, og den mest omsorgsfulde og hjælpesomme svigermor nogen kan tænke sig. Jeg må sige, at alle de grusomme historier man høre om svigermødre, kan jeg på ingen punkter tilslutte mig.
Vi sad ved det festlige bord, med den dejlige mad og selv om der ikke blev drukket volsomt, blev min svigermor volsomt overrislet, af en ½ øl og en enkelt dram!? Det var en hyggelig aften, som jeg nok aldrig glemmer, da det nogle dage sener slog ned i mig, at jeg desværre havde en bange anelse om, at min elskede svigermor, måske var begyndt at blive Dement. Jeg sage ikke noget, da jeg nok et eller andet sted håbede på, jeg så spøgelser ved højlys dag.
Dagene gik og inden jeg så mig om, var det tid til den årlige familiejulefrokost, i min mands familie. Vi samles alle mand, søskne, forældre, bedsteforældre, nevøer, niecer og egne børn, fætre og kusiner, onkler og tanter, alle med påhæng. Alt i alt, en ca 30 mennesker, det er en mægtig fest, hver evig enste år og en enorm dejlig tradition. Førhen blev den altid holdt hjemme ved mine svigerforældre, men for nogle år siden sagde min svigermor fra, da det var begyndt at blive formeget for hende, vi begyndte at holde det i et forsamlingshus, og vi "børn" overtog, da vi efterhånden var blevet en del mennesker.
Sidst år, da vi havde spist, sunget, leget julelege, fået dessert, spillet om de medbragte pakker og alle bare nød deres kaffe og slog maver. Sad jeg sammen med min svigermor, min mands faster og min svigerinde og småsludret, pludselig lukkede min svigermor op for posen. Hun fortalte om hvordan hun havde svært ved at huske, det der ikke var skrevet nøje ned i kallenderen, blev glemt, og det var efterhånden så slemt at svigerfar, var begyndt at bliver irriteret over hendes dårlige hukommelse. Jeg kom noget frem på stolen og gjort det klart, at det var meget vigtigt og at hun skulle ringe til lægen, den først kommende hverdag og få bestilt en tid. Hun slog det lidt hen, men jeg insisterede på at det var af aller højeste vigtighed, at snakke med lægen.
Da min mand og jeg var kommet hjem, hen under aftenen og har fået puttet ungerne i seng, sidder vi os i sofaen for at snakke om dagens begivenheder. Jeg indviger ham i min bekymring, omkring min mistanke om, at hans mor er Dement, og pludselig kommer der en reaktion, som jeg slet ikke havde forventet. Han skælder mig ud, beskylder mig for evig og altid, at opfinde sygdomme hos andre, og mener ikke jeg havde nogen begrundelse for min mistanke. Da han er faldet lidt til ro, forklare jeg ham om de syntomer jeg igennem længere tid har set hos hans mor, og den pludselig vrede vender sig til gråd.
Midt/sidst i Januar for mine svigerforældre endelig en tid, til svigermor, og lægen sætter en masse undersøgelser igang, nok mest for at udlukke alle andre muligheder. Vi snakker aldrig om det, når vi er sammen med mine svigerforældre, da min svigerfar mest virker som om, han ikke vil snakke om det, når jeg spørger ind. Men lige før sommerferien sagde min svigermor, lægen havde mistanke om det var Demens og hun græd lidt. For nogle dage siden, sad jeg på to mandshånd med hende og jeg spurgte forsigtigt ind til undersøgelserne, selv om vi for små 3 uger siden havde fået afvide, de fik svar om 3 uger, og at jeg ved at svaret kommer i denne uge, mente hun at der nok gik 3 uger, fordi det havde lægen sagt. Pludselig begynder hun og græde, jeg sidder mig over og trøster hende, hun siger pludselig, at hun længe, selv havde haft en ide om hun var begyndt at blive Dement og at hun kunne mærke det gik stærkt i øjeblikket og lige så hurtigt hun blev ked af det, var hun glad igen og snakkede om noget helt andet, som om intet var hent.
Når jeg ser i bagspejlet, selv om det hele først lige er begyndt, kan jeg også se udviklingen og ja svigermor har ret, når hun siger det er gået stærkt. For knap 1½ år siden, sad jeg med en grædende svigermor i telefonrøret, da hun ikke kunne finde ud af det med pillerne, efter en knæ operation og hun havde ondt, jeg var selvfølgelig over og hjælpe hende, købte nogle doseringsæsker, lavede en liste overmedicinen og fik de aktuelle piller sat i en kurv, så det kun var dem hun skulle bruge der var fremme. Alle de gange jeg har ringet og spurt om hun ville med ud og køre ud og handle, i centeret, ud og se på blomster osv. hvor hun har takket nej og til sidst for en månede siden, hvor jeg stod sammen med vores lille søn, som sidder på min arm og vi betraktede farmor, han siger "sover" og peger på farmor og jeg siger "ja, farmor er træt, farmor sover".
Nu sidder jeg her og græder, imens jeg langsomt ser, Min elskede Svigermor forsvinde for øjnene af mig. På den ene side taknemlig og beæret over, at have kendt et så fantastisk menneske, der har taget mig helt ind til sig, på sin egen måde, og på den anden side så fustreret over følelsen af magtesløshed.