Interviewpersoner søges
Written by
InfoMaster
10. apr 2007 15:16
Vi er to studerende, der er ved at udarbejde et speciale omkring nogle af de sociale konsekvenser af demens, mere specifikt de konsekvenser, det har for et forhold, når den ene part rammes af demens. Vi er altså både interesserede i den demensramtes oplevelse såvel som den pårørendes oplevelse.
Vi vælger med vilje ikke at uddybe emnet for specialet yderligere, da vi i videst muligt omfang ønsker, at I der skal interviewes får mulighed for selv at beskrive, det der fylder mest hos jer og har størst betydning for jer.
Interview og forhold omkring dette
Interviewet finder sted i jeres hjem eller et andet af jer bestemt sted, for at I der har mulighed for at finde jer bedst tilpas. Det er vigtigt, at I finder det tidspunkt, der passer jer bedst, eventuelt et tidspunkt, hvor der er fred for forstyrrelser.
Vi er indforstået med, at interviewet kan trække ud, at tråden mistes osv., vi har derfor ikke sat nogen tidsramme for, hvor lang tid, vi taler sammen. Vi taler så længe, I har noget at fortælle og har overskud, og vi tager pauser som I har brug for det.
Interviewet er ikke et interview i traditionel forstand med en række meget præcise spørgsmål. Vores håb for specialet er at få et lille indblik i, hvad det betyder for parterne i et forhold og for forholdet, når den ene rammes af demens.
Spørgsmålene nedenfor skal derfor mere betragtes som en ramme for det, vi ønsker at høre jeres oplevelser omkring. Interviewet er derfor i høj grad jeres beskrivelse, og vi er interesseret først og fremmest i, hvad der har været vedkommende og væsentligt for jer – både hver for sig og i forhold til hinanden.
Inden interviewet vil vi derfor bede jer om at tænke lidt over nedenstående overskrifter (skrevet med fed skrift). Spørgsmålene under hver overskrift skal ikke nødvendigvis besvares enkeltvis, men skal forstås som en uddybelse og hjælp til forståelsen af overskriften/det overordnede spørgsmål.
Vi er to interviewere eller medlyttere til jeres beskrivelse, Henriette og Pernille. Vi optager interviewet på en lille diktafon, men sletter navne og andre kendetegn, således at I kommer til at optræde anonymt.
Interviewet begyndes ved, at I beskriver, hvornår den demensramte fik diagnosen, hvilken type demens, der er tale om, hvor fremskreden forløbet er.
Herefter bedes I beskrive og fortælle ud fra følgende overskrifter:
At være nærmeste pårørende til en dement/altså gift eller samlevende med?
- hvad ville du lægge vægt på i beskrivelsen af at være ægtefælle, samlever med en dement, hvis du skulle fortælle en udenforstående om din situation?
- hvad fylder mest i hverdagen med din demente ægtefælle/samlever?
- hvis du stod overfor et andet menneske i en lignende situation, hvad kunne du så give af råd?
- hvad kræver det af dig at leve sammen med en dement?
- hvad betyder demensen for jeres forhold som mand og kone?
At være dement i et forhold?
- hvad ville du lægge vægt på i beskrivelsen af at være dement og ægtefælle, hvis du skulle fortælle en udenforstående om situationen?
- hvad fylder mest for dig i hverdagen som dement i forholdet til din ægtefælle?
- hvis du stod overfor et andet menneske, hvad kunne du så give af gode råd?
- hvad kræver det af dig, at være dement i forholdet til din ægtefælle/samlever?
- hvad betyder demensen for jeres forhold som mand og kone?
Og fordi vi forventer, at der sker en ændring i forholdet - ville det være på sin plads, at bede om:
En beskrivelse af forholdet før demensen og forholdet efter?
- hvordan har jeres samliv ændret sig under forløbet med demens?
- hvilke forandringer har størst betydning for jer som mand og kone?
- hvilke tanker har du gjort dig om jeres forholds fortid, nutid og fremtid?
- hvilke forventninger har du til din ægtefælle og hvordan har disse ændret sig?
Vi kan kontaktes på e-mail: henriettebilenberg@hotmail.com eller på tlf.: 32112005 eller 26364137.
|
vedr. interview
Written by
ingergrethi
10. apr 2007 19:56
er det meningen, at I vil komme i hele landet? vi er nok en del som bor i Jylland.
Venlig hilsen
Inger.
|