Eksempler
Det kan være en overvindelse at fortælle om sygdommen. Nogle af
årsagerne er nævnt ovenfor. Som oftest er det dog sådan, at de
mennesker man kender, bliver meget chokerede og kede af det på ens
vegne.
- En mand valgte at skrive et brev til familie og venner, hvori
han og hustruen kort fortalte om tiden op til, at diagnosen blev
stillet. I brevet gav de også udtryk for, hvordan de ønskede at
familien og vennerne skulle være sammen med dem i fremtiden. De
lagde nogle få brochurer fra Alzheimerforeningen i brevet, så
modtagerne kunne læse om sygdommen.
- En ægtepar fortalte det til familien og vennerne første gang,
de mødtes, efter at diagnosen var blevet stillet. Det var godt,
fordi både den demente og ægtefællen havde meget brug for at tale
om sygdommen.
- Et ægtepar bad deres børn om at ringe til vennerne og fortælle
om det. På den måde fik den demente og ægtefællen en tilbagemelding
om vennernes reaktion. Det var godt i forhold til de venner, der
senere bakkede op. Der var også nogle, de aldrig så igen.
- En hustru bad sin mand om at fortælle det til de nærmeste. Hun
syntes slet ikke, at hun magtede at forholde sig til deres
reaktioner. Det betød, at når hun mødte dem, så vidste hun, at de
kendte til diagnosen, og at man ikke behøvede at tale så meget om
det. Det gav hende ro, at hun kunne være i selskabet, som hun var,
og at hun vidste, at de ville støtte hende ved behov.
Som du kan se, er der flere måder at fortælle om sin sygdom på.
Det er helt op til jer, hvordan I vil gøre det, og måske har I
jeres helt egen måde at gøre det på. Det vigtige er, at det sker på
et tidspunkt og på en måde, som passer jer.
Et lille råd skal dog snige sig ind her til sidst. Vent ikke for
længe med at fortælle andre om sygdommen. Mange af jeres venner og
familie vil sandsynligvis også have bemærket, at din pårørende har
ændret sig. Så det er ikke sikkert, at de vil blive så overraskede
eller chokerede, som I selv er blevet.