Nogle pårørende har brug for tid til at komme sig over chokket
over diagnosen, før de fortæller det til andre. Også selv om de kan
have haft mistanken i nogen tid. Andre vælger at fortælle det til
den nærmeste familie og vennekreds først, således at man kan få
støtte i den svære tid omkring diagnosetidspunktet.
Der kan være både fordele og ulemper ved begge dele. Se
også
punktet med samme overskrift på siden for den demente. Som
nævnt der, er det vigtigt, at I er enige. Således at den demente
ikke føler sig sat ud af spillet.
For nogle vil det kræve en del mod at fortælle om sygdommen til
andre. Ud over den store sorg føler nogle pårørende sig skamfulde
og skyldige over at have fået demens i familien og vil af den grund
ikke fortælle om situationen.
Det er stadig omgærdet med skam at lide af en sygdom, hvor man
mister nogle af sine mentale evner. Her skal man huske på, at hver
fjerde person i Danmark bliver ramt af lidelser i hjernen som fx
depressioner, angst og demens. Og som ved alle andre lidelser, hvor
mentale evner påvirkes, er man selv uden skyld i, at man rammes af
sygdommen.
Der er absolut ikke noget at være skamfuld over eller føle sig
skyldig over. Under alle omstændigheder vil det ikke have nogen
positiv indflydelse på sygdommen og dens udvikling.
Stilles diagnosen tidligt i forløbet, vil det ofte kun være den
nærmeste familie, der har registreret, at noget er anderledes ved
den demente. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, vil fjernere
bekendtskaber også bemærke det.
De fleste vil sandsynligvis bemærke det længe før, du tror det,
fordi pårørende, som dagligt eller ofte er sammen med den demente,
vil vænne sig til vedkommendes aftagende funktionsniveau. Det kan
betyde, at familie og venner, der ikke ved besked med sygdommen, og
som I ser med længere intervaller, vil undre sig over din pårørende
og ikke rigtig vide, hvordan de skal forholde sig. Det kan ske, at
de trækker sig fra samværet med jer, og det er meget uheldigt,
fordi I har brug for gode venners og familiens støtte i tiden, der
kommer.