Viden om demensHjælp til dementeHjælp til pårørendeSamfundetMødestedetMit univers

Min pårørende er dement

Når et menneske rammes af demens, kommer sygdommen i høj grad til at påvirke de nærmeste pårørende. Først og fremmest fordi den demente får problemer med hukommelse, indlæring, orienteringssans, senere med sproglige funktioner og planlægning af daglige aktiviteter. Det, man kalder for de kognitive funktioner.

Sygdommen udvikler sig ofte langsomt og påvirker således ikke alene den demente, men også de nærmeste pårørende over en lang periode. Først og fremmest ægtefæller berøres dybt, men også øvrige familiemedlemmer og venner oplever påvirkningen. En årelang belastning kan i høj grad medføre stress og sygdom hos den eller de personer, der påtager sig omsorgsopgaven for den demente. Derfor er det vigtigt i tide at lære at passe på sig selv og være opmærksom på stressrelaterede belastninger fysisk og psykisk. 

Viden om, hvad en demenssygdom indebærer, kan være ganske skræmmende, men man er nødt til at forholde sig til, at hverdagen forandres. Gradvis må flere og flere opgaver, som den demente har varetaget, overtages af den pårørende. Det betyder et øget arbejdspres for ægtefæller og nære pårørende. Demenssygdom indebærer, at det på et tidspunkt bliver nødvendigt med praktisk hjælp omkring personlig hygiejne og strukturering af hverdagen for den demente, og ikke mindst bliver man den dementes ”hukommelse”. Det betyder, at det fysisk og psykisk kan blive meget belastende for den nærmeste pårørende at være omsorgsgiver til den demente.

  • Søg viden om demens, så du ved, hvordan du bedst kan hjælpe den demente.
  • Få gode råd om, hvordan du kan hjælpe.
  • Find støttepersoner i din familie og i dit netværk.