Eksempler
- En mand valgte at skrive et brev til familie og venner, hvori han og hustruen kort fortalte om tiden op til, at diagnosen blev stillet. I brevet gav de også udtryk for, hvordan de ønskede, at familien og vennerne skulle være sammen med dem i fremtiden. De lagde nogle få brochurer fra Alzheimerforeningen i brevet, så modtagerne kunne læse om sygdommen.
- Et ægtepar fortalte det til familien og vennerne første gang, de mødtes, efter at diagnosen var blevet stillet. Det var godt, fordi både den demente og ægtefællen havde meget brug for at tale om sygdommen.
- Et ægtepar bad deres børn om at ringe til vennerne og fortælle om det. På den måde fik den demente og ægtefællen en tilbagemelding om vennernes reaktion. Det var godt i forhold til de venner, der senere bakkede op. Der var også nogle, de aldrig så igen.
- En hustru bad sin mand om at fortælle det til de nærmeste. Hun syntes slet ikke, at hun magtede at forholde sig til deres reaktioner. Det betød, at når hun mødte dem, så vidste hun, at de kendte til diagnosen, og at man ikke behøvede at tale så meget om det. Det gav hende ro, at hun kunne være i selskabet, som hun var, og at hun vidste, at de ville støtte hende ved behov.
Som du kan se, er der flere måder at fortælle om sin sygdom på. Det er helt op til dig, hvordan du vil gøre det, og måske har du din helt egen måde at gøre det på. Det vigtige er, at det sker på et tidspunkt og på en måde, som passer dig.
Et lille råd skal dog snige sig ind her. Vent ikke for længe med at fortælle det. Mange af dine venner og familie vil sandsynligvis også have bemærket, at du har ændret dig. Så det er ikke sikkert, at de vil blive så overraskede, eller chokerede, som du selv og din familie er blevet.