Åbenhed - lukkethed
Demenssygdom udvikler sig forskelligt fra person til person, og tilstanden kan veksle fra dag til dag. Nogle dage er gode dage, andre ikke så gode dage. Derfor kan være svært at fortælle andre om, hvordan du har det. Det er nemt at blive misforstået. Det skal dog ikke afholde dig fra at gøre det, der er bedst for dig og din familie.
Nogle vil opleve at føle sig skamfulde over at have mistet nogle af sine mentale evner. Men HUSK, at det aldrig er skamfuldt at være syg. Når man er syg, har man krav på omgivelsernes forståelse og hjælp.
At være åben om sin sygdom har nogle fordele såsom:
- man behøver ikke forsøge at virke ”ikke-syg”
- man kan være, som man er
- man kan forklare om det, som falder en svært
- man kan sige til og fra
- man kan bede om hjælp, og folk ved, hvorfor man gør det
- man vil helt naturligt få støtte og forståelse fra sin familie og gode venner
- venskaber og familiebånd styrkes
- man vil ikke opleve, at folk undrer sig over en.
At være åben om sin sygdom kan have nogle ulemper såsom:
- ikke alle tror en
- nogle forstår ikke, hvor svært det kan være
- man kan opleve, at venner og familiemedlemmer trækker sig væk, fordi de ikke ved, hvordan de skal forholde sig til sygdom
- nogle pylrer unødigt meget
- nogle tror, man slet ikke kan noget.
Nogle vælger at holde sygdommens skjult i et stykke tid for at få fred til selv at få hold på den ændrede tilværelse. For så senere at være åben omkring tilstanden. Det vigtige er, at du og din familie er enige, så I kan have det godt sammen.
Generelt kan man sige, at åbenhed har flest fordele. Ved at være åben om sin sygdom, behøver man ikke hele tiden at være bange for at blive afsløret. Det er meget trættende hele tiden at forsøge at være som før, og det kan forhindre dig i at opføre dig naturligt og afslappet i selskab med andre. Det er meget stressende at skulle strenge sig an og samtidig være bange for, at det alligevel ikke lykkes.
Frygten for, at ens familie og venner ikke vil forstå sygdommen, er i de fleste tilfælde ikke begrundet. Langt de fleste vil føle med dig og din familie og vil forstå at støtte jer. Du og din familie vil få brug for jeres sociale netværk. Hvis der skulle være nogle, der trækker sig væk, så var de måske ikke så gode venner, som du troede. Ordsproget om, at det er i nøden, man skal kende sine venner, gælder stadig.