Kommunen
Har du problemer med at klare dig i hverdagen pga. din demenssygdom, kan du henvende dig til din kommune for at høre, hvilke muligheder for hjælp der findes i netop din kommune.
Kommunen har pligt til at yde rådgivning om forskellige former for hjælp og støtte til borgerne. Kommunen fastsætter dog selv, efter hvilke kriterier denne hjælp skal tildeles. I praksis betyder det, at der kan være forskel fra kommune til kommune på den hjælp og støtte, der ydes til borgere med en demenssygdom.
Mange kommuner har en demenskonsulent/demenskoordinator ansat, som kan kontaktes gennem din kommune. Er der ikke ansat en demenskonsulent/demenskoordinator i din kommune, så kan du i kommunen få oplyst, hvem der er din sagsbehandler. Tag kontakt til vedkommende og få rådgivning om, hvilken hjælp din kommune kan tilbyde dig.
Vær opmærksom på, at kommunen har pligt til at vejlede dig om mulighederne for at klage, hvis du får afslag på ansøgning om hjælp efter serviceloven.
På denne hjemmeside kan du finde oplysninger vedrørende kommuner i Danmark: www.borger.dk