Viden om demensHjælp til dementeHjælp til pårørendeSamfundetMødestedetMit univers

Alzheimermedicin

Der er godkendt to typer af medicin til behandling af Alzheimers sygdom:

  • Acetylcholinesterasehæmmere, som er medicin, der virker på hjernens signalsystem med acetylcholin (Aricept®, Exelon® eller Reminyl®
  • NMDA-receptorantagonister, som er medicin, der virker på hjernens signalsystem med glutamat (Ebixa®).

Nogle patienter vil opleve en tydelig forbedring ved behandling, mens effekten hos andre viser sig, ved at deres tilstand stabiliserer sig, eller ved at symptomerne ikke udvikler sig så hurtigt. I de tilfælde, hvor man ikke får det bedre af behandlingen, men hvor ens tilstand stabiliserer sig, kan det være svært umiddelbart at se virkningen. Her vil virkningen af medicinen først kunne ses, hvis man holder pause med behandlingen.

Valg af medicin

De to typer af Alzheimermedicin bruges ved forskellige grader af Alzheimers sygdom.

Medicin til behandling af let til moderat Alzheimer

Patienter med Alzheimers sygdom i let til moderat grad kan have gavn af behandling med Aricept®, Exelon® eller Reminyl®.

Medicin til behandling af moderat til svær Alzheimer

Patienter med Alzheimers sygdom i moderat til svær grad kan have gavn af behandling med Ebixa®.

For patienter med Alzheimers sygdom i moderat grad kan der til tider være gavn af behandling med en kombination af de typer stoffer, der virker på hjernens signalsystem med acetylcholin (enten Aricept®, Exelon® eller Reminyl®) på den ene side og Ebixa® på den anden side. Det er en specialistopgave at kombinere de to typer af behandling, og der gælder særlige forhold for tilskud til dobbeltbehandling.