Undersøgelser
Hvis der er konstateret demens, er det nødvendigt at bestemme, hvilken sygdom der er årsag til demensen. For at kunne bestemme sygdomme bag ved demensen, er det ofte nødvendigt med forskellige undersøgelser, fx blodprøver og hjerneskanning. I visse amter kan den praktiserende læge bestille en CT-skanning af hjernen, mens det andre steder kun kan gøres af speciallæger.
En neuropsykologisk undersøgelse kan også være med til at pege på, hvilken sygdom der ligger bag.
Ved komplicerede, atypiske eller sjældne sygdomme kan det være svært at finde ud af, hvilken sygdom der er årsagen til demensen. I disse tilfælde kan det være nødvendigt at følge sygdomsforløbet gennem nogle år, før man kan se, hvilken sygdom der er tale om.
Her på hjemmesiden kan man læse om de almindelige undersøgelser, der bruges, når læger og psykologer skal finde frem til en demenssygdom. I særlige tilfælde kan andre undersøgelser være nødvendige. De specielle undersøgelser kan være nødvendige, hvis:
- Symptomerne udvikler sig meget hastigt
- Sygdommen begynder i en tidlig alder
- Der er specielle eller ukarakteristiske symptomer.
Blodprøver
Ved udredning for demens er det normalt at tage en række blodprøver, der skal udelukke andre sygdomme såsom for lavt stofskifte eller nedsat mængde af vitamin-B12.
Hjertekardiogram
Normalt tager man et hjertekardiogram (EKG) for at udelukke hjerterytmeforstyrrelser eller tegn på, at hjertemusklen ikke får nok ilt. Da visse typer antidemensmedicin i sjældne tilfælde kan påvirke hjerterytmen, er det klogt at få taget et hjertekardiogram inden behandlingen. Tal om det med den læge, der udskriver medicinen.
Skanning af hjernens struktur (CT- eller MR-skanning)
To typer af skanning bruges til at undersøge hjernens strukturer:
CT-skanning
CT-skanning (computer-tomografi-skanning) er en røntgenundersøgelse af hjernen. Skanningen tager som regel 20-30 minutter. I nogle få tilfælde vil det være nødvendigt at give et kontraststof i en blodåre. Skanningen foretages bl.a. for at udelukke, at der er en svulst, blodpropforandringer eller andre skader i hjernen, som kunne forklare symptomerne.
MR-skanning
MR-skanning (magnetisk resonansskanning) benytter sig af et magnetfelt og radiobølger for at danne skanningsbillederne. En MR-skanner viser hjernens struktur på en anden måde end en CT-skanner. MR-skanning er en specialundersøgelse. Der er i mange tilfælde ikke behov for MR-skanning.
Skanning og Alzheimers sygdom
I de tidlige faser af Alzheimers sygdom ser hjernen oftest normal ud. I de sene faser ses hyppigere hjernesvind (kaldet atrofi). Hjernesvind kan også ses hos raske ældre, uden at det betyder noget. At der er set tegn på hjernesvind på skanningen, hjælper således ikke lægen med at stille diagnosen. I de fleste tilfælde, hvor der er hjernesvind, er det udtryk for almindelige aldersforandringer. Skulle man efter en skanning have fået at vide, at man har tegn på skrumpning af hjernen, skal man således være varsom med at lægge for meget i det.