Forløb
Forløbet er forskelligt, alt efter hvad
årsagen til den vaskulære demens er. For en del personer
med vaskulær demens forværres tilstanden ikke. Hvis skaden skyldes
iltmangel ved et hjertestop eller fx en hjerneblødning, vil man
normalt ikke få flere symptomer. Hvis skaden skyldes sygdom i de
små blodårer dybt i hjernen, fx pga. forhøjet blodtryk, er der en
tendens til, at symptomerne bliver værre.
Hos omkring hver 20. demenspatient skyldes sygdommen en
blanding af både Alzheimers sygdom og vaskulær demens. Det kaldes
også mixed (blandet) demens.
Selv om der ved vaskulær demens ikke nødvendigvis sker en
forværring af sygdommen, er prognosen relativt dårlig. Det skyldes
bl.a., at personer med vaskulær demens har en høj risiko for at få
en ny blodprop i hjertet eller i hjernen. Det gælder specielt, hvis
man har forhøjet blodtryk og samtidig har diabetes, forhøjede
kolesteroltal og/eller ryger.