Tænkning, problemløsning og dømmekraft
Tænkningen er et omfattende begreb, som betegner de mentale processer, som ligger til grund for problemløsning, begrebsdannelse, prioriteringer, beslutninger, idéer og forestillinger om verden og om os selv. Omtanke og overvejelser er forudsætningen for både fornuftsbetonede og kreative handlinger – modsat de impulsive og rutineprægede handlinger, som udføres pr. automatik og kun rækker i de vante situationer.
Ved demens bliver tankevirksomheden mere omstændelig, besværet og ubehjælpsom. Dette bevirker, at tempoet, hvormed den demente tænker og handler, ofte er nedsat. Han/hun er længere tid om at beslutte sig, analysere problemerne og komme frem til en konklusion.
De temaer, der præger tankeindholdet, kan blive sparsomme, centreret om egen person eller bestemte begivenheder, som synes at dukke op igen og igen. Ofte fylder fortiden uforholdsmæssigt meget. Når man siger, at den demente går i barndom, mener man, at tænkningens indhold kan forekomme tilbageskuende og barnagtigt. Selvusikkerhed, mismod og bekymring vil ofte hjemsøge den demente, der derfor kan forekomme pessimistisk, negativ og hypokondrisk. Også fejlfortolkninger og mistænksomhed kan præge den dementes forestillinger.
Et andet karakteristikum ved den dementes tænkning er det svækkede abstraktionsniveau. Tænkningen bliver ofte konkret og situationsbundet, så han/hun er ude af stand til at se tingene i en større sammenhæng. Ironi, humor og metaforer opfattes ikke længere i deres flertydighed, og uskyldige bemærkninger kan blive taget helt bogstaveligt, som en krænkelse, og ikke som den godmodige kommentar, de var ment som. Den demente kan yderligere have svært ved at rumme, at en sag kan ses fra forskellige sider og måske have både positive og negative aspekter.
Dømmekraften – et begreb der både indbefatter evnen til at analysere et problem, skelne væsentligt fra uvæsentligt, overskue konsekvenserne af en handling og tage nødvendige forholdsregler i en vanskelig situation – svækkes ofte ved demens.