Sprog
Ved hjælp af sproget kommunikerer vi med vore omgivelser med lyde (tale) og tegn (skrift). Sproget er et redskab, hvormed vi udveksler tanker.
Ordmobilisering
Ordmobilisering er evnen til at sætte ord på tankerne. Personer, genstande og handlinger har deres egne sproglige betegnelser. Vi kender alle til ikke at kunne finde det rette ord, når vi har brug for det. Demente kan have særligt svært ved at finde ordene. Dette kaldes i fagsproget anomi. De kan have vanskeligheder ved at mobilisere navne på både personer og genstande, som de ellers kender godt. Ofte tyr de derfor til omskrivninger eller vage termer. Ønsker de at sige radio, siger de måske i stedet: ”Den vi hører musik på”; apoteket bliver til: ”Dér hvor vi køber min medicin”. Eller de bruger vage betegnelser som dims, sag og fidus. I svære tilfælde kan de forveksle ordene (parafasier), hvor fx en ske fejlagtigt kaldes gaffel eller paraplyen for en regnskærm.
Sproglig produktivitet
Den sproglige produktivitet reduceres ved demens. Personen siger ikke ret meget spontant eller svarer kun i kortfattede sætninger, siger måske kun ja eller nej ved henvendelser. De pårørende klager måske over, at: ”han kan sidde en hel aften uden at sige ét ord”.
Indholdet i sproget
Indholdet i sproget kan være uden relevant sammenhæng med situationen, springende (digrederende) og mere eller mindre uforståeligt. Måske gentager den demente sig selv eller bruger de samme vendinger igen og igen (perseveration).
Semantiske forstyrrelser
Semantiske forstyrrelser, hvorved man forstår manglende kendskab til almindelige ord og begrebers betydning, kan forekomme tidligt ved frontotemporal demens og ses også ved fremskreden demens af anden type. Ved semantisk demens kan den syge måske ikke huske, hvad ordet agurk betyder, eller han/hun forbinder ikke noget med ordet løve og ved fx ikke, hvor den lever, om den er farlig, eller om det er et dyr med vinger.