Viden om demensHjælp til dementeHjælp til pårørendeSamfundetMødestedetMit univers

Hjernens normale funktioner

Ved demens er en række af hjernens normale funktioner påvirket. Særligt er det, der kaldes de kognitive funktioner, påvirket. Kognitive funktioner er betegnelsen for funktioner, der vedrører erkendelse, tænkning og anvendelse af viden. Betegnelsen er – trods visse lighedspunkter – at foretrække frem for intellektuelle funktioner, som giver associationer til begavelse. Den demente bliver ikke ubegavet!

Hjernens kognitive funktioner
Hjernens kognitive funktioner opdeles i forskellige undergrupper eller kategorier, ofte kaldet kognitive domæner.

De vigtigste kognitive domæner

Hukommelse

Evnen til at indlære, at fastholde det indlærte samt at genkalde sig og genkende (huske) oplevelser, ord, viden og færdigheder. Link.

Styrende og kontrollerende (eksekutive) funktioner

Evnen til at tage initiativ, planlægge og tilpasse adfærden, så målet kan nås. Link.

Opmærksomhed og koncentration

Evnen til at opretholde årvågenhed, adskille relevante fra irrelevante påvirkninger og fastholde planer, tanker og handlinger. Link.

Sprog

Evnen til at kommunikere vha. ord. Indbefatter forståelsen såvel som udtryksevnen inden for både tale- og skriftsprog. Link.

Rum/retningsfunktion

Evnen til at erkende, hvordan omverdenens genstande er placeret i forhold til hinanden og til personen selv. Link.

Højere sansefunktioner (perception) 

Evnen til at bearbejde og fortolke sanse-indtrykkene, så man ikke bare ser, hører og føler, men også er klar over, hvad man sanser. Link.

Tænkning, problemløsning og dømmekraft

Evnen til at analysere problemer, tænke abstrakt og inddrage de for situationen relevante temaer og emner. Link.

Indsigt og sygdomserkendelse

Evnen til at erkende, at man er syg, hvilke symptomer man har, og hvad symptomerne medfører. Link.